Maj-Britt Kjær

Stem personligt til Kommunalvalget 2025

Maj-Britt Kjær

✓ Stem personligt til Kommunalvalget 2025

Industriparken i Aalborg er en meget, meget stor sejr — men det bør kun være begyndelsen.

Aalborg har netop fået tildelt én af de elleve nationale industriparker, som regeringen har udpeget. Det er uden tvivl en kæmpe markering og en vigtig bedrift for vores by! Stor cadeau til Aalborg Kommune, kommunalbestyrelsen og bl.a. også Port of Aalborg og Kristian Thulesen Dahl, som uden tvivl også har spillet en central rolle i at sikre både vision og handlekraft bag projektet.

Men som jeg ser det: Det er langt mere end blot et flot skulderklap. Denne udpegning kan og bør blive et konkret løft for erhvervsudviklingen i hele Aalborg Kommune — ikke kun i og omkring havnen.

Det positive: Rød løber til industrien

Med udpegningen følger den såkaldte “rød løber”-ordning, som giver produktionsvirksomheder en langt enklere og hurtigere godkendelsesproces: én kontaktperson, klare milepæle, vejledning og mere forudsigelig sagsbehandling.

Det betyder, at virksomheder — både danske og internationale — får stærke incitamenter til at etablere sig her hos os. Ifølge Aalborg Kommune og Port of Aalborg kan det potentielt tiltrække investeringer for milliarder og skabe tusindvis af arbejdspladser. Og med vores infrastruktur – nærhed til motorvej, jernbane, lufthavn og havn – er rammerne til stede for grøn produktion, logistisk vækst og cirkulær økonomi.

Men vi må ikke hvile på laurbærrene

Selvom denne udpegning er en meget stor anerkendelse, må vi ikke tro, at arbejdet stopper her. Der er et enormt potentiale i Aalborg – men også en risiko for, at meget af erhvervsudviklingen samler sig omkring kommunalt ejede aktører som Port of Aalborg og Aalborg Forsyning.

De spiller en vigtig rolle, men erhvervsudviklingen må ikke begrænses til deres domæner. Vi har et stærkt og mangfoldigt erhvervsliv i Aalborg, som også består af virksomheder, der ikke er en del af Industriparken, Havnen eller Forsyningen. Disse virksomheder skal have samme adgang til hurtig sagsbehandling, kommunal sparring og udviklingsmuligheder.

I går var jeg på valg-bustur med Dansk Industri, hvor vi besøgte MyDefence og HP Byg. To virksomheder, som i den grad bidrager til både arbejdspladser, innovation og vækst – men som ikke naturligt falder ind under de store, kommunale udviklingsrammer. Hvor er den røde løber til dem? Hvor er “fast track”-løsningen til de virksomheder, der allerede skaber vækst her?

Nu skal vi i arbejdstøjet – sammen med erhvervslivet

Som kandidat for Venstre mener jeg, at Aalborg Kommune skal tage denne udpegning som et signal om, at vi nu skal op i gear og være langt mere ambitiøse på erhvervslivets vegne.

  • En rød løber til alle virksomheder

    Vi skal udbrede idéen bag industriparkens “fast track”-tilgang, så også virksomheder uden for de store kommunale strukturer får let og effektiv adgang til kommunen. Det skal være nemt og hurtigt at udvikle, udvide og investere i Aalborg.

  • Langsigtet infrastrukturplanlægning
    Vi skal planlægge vores arealer og infrastruktur med omtanke og overblik, så vi både kan tiltrække ny industri og skabe plads til de virksomheder, der allerede har vist, at de kan skabe vækst.

  • Partnerskab på virksomhedernes præmisser
    Kommunen skal ikke være styrende, men samarbejdende. Vi skal lytte, lære og agere ud fra virksomhedernes virkelighed – ikke kun egne kommunale planer.

  • Mere erhvervsservice – med højere ambitioner
    Vi har et godt fundament i erhvervsservicen i Aalborg, men vi kan og skal mere. Vi skal følge ambitionen til dørs og være en aktiv medspiller for virksomheder, der vil vokse og udvikle sig her. Det handler om at turde være ambitiøse – på erhvervslivets vegne.

Konklusion

Aalborgs nye status som national industripark er en stor sejr – men også en forpligtelse. Det er en mulighed for os alle: borgere, virksomheder og politikere.

Mit budskab er klart: Vi skal bygge videre på succesen, men vi må ikke lade os nøje. Aalborgs erhvervsliv er langt større end Havn, Forsyning og Industripark. Det er virksomhederne derude – dem, der hver dag bygger, producerer, udvikler og ansætter – der fortjener, at kommunen går hele vejen sammen med dem.

Det er rimeligt, anstændigt – og i Aalborg: nødvendigt

Maj-Britt Kjær
Telefon 2082 8564
Email kontakt@majbrittkjaer.dk