Hver fjerde sølvmåge i Danmark yngler i nærheden af Aalborg. Nu er er det ikke nok, at byrådspolitikere taler – og sender aben videre mellem hinanden. Vi skal tænke nyt – og vi skal regulere mågerne nu. Nu fordi det er akut, at vi for alvor og varigt får kontrol over mågerne.

Aalborg Kommune ligger i hjertet af Limfjorden – et område, som ifølge Aarhus Universitet er blandt de tættest befolkede mågelokaliteter i hele Danmark. I 2010 blev der registreret omkring 21.000 par sølvmåger i Limfjorden, hvilket svarer til omtrent en fjerdedel af Danmarks samlede bestand. Bestanden voksede gennem årtier med over 6 % om året, og især området omkring Aalborg er blandt de mest tætbefolkede kolonier i landet (Bregnballe & Lyngs, 2014).

Men det er ikke på holmene, at generne mærkes – det er i midtbyen. De mange måger yngler på de lave øer i fjorden, men flyver dagligt ind til Aalborgs centrum for at finde føde. Her sætter de deres præg på byen: skrig og støj i morgentimerne, ekskrementer på fortove og tagflader, ødelagte tagrender og øget vedligeholdelse af bygninger. Oven i det hele er mågerne blevet mere nærgående og til tider decideret aggressive. Det er ikke usædvanligt, at cafégæster får deres frokost flået væk fra bordet.

Det handler ikke kun om utryghed og gener – det handler også om sundhed. Sølvmåger er kendt for at kunne bære sygdomsfremkaldende bakterier som Salmonella, Campylobacter og multiresistente E. coli, som kan spredes via afføring eller kontakt med mad. Når måger flyver mellem lossepladser, tagrender og udeserveringer, øger det risikoen for, at sygdomme spredes i byrummet – især hvor mange mennesker samles om mad og drikke.

Da minkfarmene blev lukket i 2020, forsvandt store mængder foderrester, som tidligere havde fungeret som næringskilde for mågerne. Ifølge forsknings- og overvågningsdata oplevede en koloni ved Nibe/Gjøl Bredning – cirka 5.000 par sølvmåger – i 2021 næsten fuldstændig ynglefiasko efter minkfarmene lukkede og fjernede mågernes tidligere foderrester. Tusindvis af fugle mistede dermed deres fødegrundlag og begyndte at søge mod containere, affaldsstationer og fortovscaféer.

Men det er private grundejere og erhvervslivet i midtbyen, som p.t. står med regningen – både økonomisk og praktisk. Det er dem, der må ringe til skadedyrsbekæmpere, montere skræmmeanlæg og søge individuelle tilladelser til fjernelse af reder og æg. Fuglene bor ikke i byen, men flyver ind – og alligevel er det byens borgere og virksomheder, der står alene med konsekvenserne.

Det burde ikke være sådan, og der findes altså andre løsninger. I Thy har man allerede i dag en velfungerende model, hvor lokale jægere regulerer mågebestanden i overensstemmelse med fastsatte kvoter og med biologisk tilsyn. I Horsens har man gået skridtet videre og oprettet en fælles kommunal tilladelse, som lodsejere blot tilslutter sig – og herefter kan korpset af jægere regulere, uden at hver enkelt skal igennem en tung ansøgningsproces. Modellen i Horsens har også vist sig at være socialt acceptabel gennem åben dialog med borgere og erhvervsliv samt årligt biologisk tilsyn, der sikrer transparens og dyrevelfærd.

Jægerne i vores lokalområde skal have stor ros. De tager ansvar og jeg ved, at de gerne vil hjælpe medmågereguleringen – hvis byrådspolitikerne ellers giver dem lov.

Det er på høje tid, at Aalborg Kommune etablerer en kommunal mågereguleringsenhed, som udsteder én samlet reguleringstilladelse og samarbejder med lokale jægere om aktiv regulering – især på Limfjordens holme, hvor problemet starter. Samtidig bør der investeres i forebyggende bytiltag: net, pigge og ægoli­er­ing på strategisk udvalgte tage og bygninger. Disse tiltag supplerer jægerreguleringen ved at hindre etablering af nye reder og reducere risikoen for genkolonisering; kombinationen af aktiv regulering og forebyggelse sikrer både kortsigtet og langsigtet effekt. Sådanne tiltag kan man i øvrigt søge tilskud til i Horsens Kommune.

Rapporter fra blandt andet COWI viser desuden, at stigende havvand og ændret kystdynamik truer holmenes levedygtighed. Når øerne i fjorden oversvømmes, vil endnu flere måger søge mod byens tage og grønne anlæg for at yngle. Det betyder, at problemet ikke forsvinder af sig selv – det vil tværtimod vokse.

Fugle flyver – og problemet er dermed ikke afgrænset til ét matrikelnummer. Derfor skal vi finde en varig og fornuftig løsning, der ikke blot fjerner symptomerne med jævne mellemrum. Vi skal sætte en indsats i gang, hvor vi ser på det helt grundlæggende i problemet, som involverer jægerne, er langt mere effektiv og som kan baseres på velafprøvede modeller fra andre steder i Danmark.